Hun brygger 400 flasker julebrændevin i en kælder på Gråbrødretorv

Rigmor er brygmester og har udviklet opskrifter og lavet krydderbrændevin siden 1986. Især juleperioden er travl, da hun skal producere 400 flasker julebrændevin til forskellige restauranter i indre København. Det foregår i en kælder under Gråbrødretorv, hvor hun også udviklede opskriften på julebrændevin.

“Opskriften på julebrændevin er cirka fem år gammel. Det tog mig omkring 6 måneder at komme frem til den helt rigtige sammensætning af ingredienser”, fortæller Rigmor.

Hun er netop i gang med at fylde den populære væske på flaske. Ingredienserne fra essensen er siet fra og står ved siden af og dufter.

“Forberedelserne starter allerede lang tid før jul. Jeg har et samarbejde med en række sankere, som plukker de ingredienser, jeg skal bruge. I september går jeg så i gang med at forberede 84 liter essens, som derefter trækker i mindst fire uger. I løbet af oktober bliver essensen sigtet, filtreret og fortyndet, og i november er den klar til at brygge brændevin af”, fortæller Rigmor.

28 forskellige slags krydderbrændevine

Rigmor har i øjeblikket 28 forskellige brændevine i sit sortiment. Cirka to gange om året giver hun sig tid til at teste nye opskrifter. På hylderne i kælderen står flere forskellige brændevinsessenser og trækker. Produktionen følger årstiderne og alle ingredienser kommer fra naturen.

“Det er ikke alle krydderbrændevine, jeg udvikler, der falder i gæsternes smag. Og hvis en brændevin ikke sælger, så udgår den. Så finder jeg på noget nyt”, fortæller Rigmor.

Det hele startede med åbningen af Nyhavns Færgekro i 1983, som hurtigt blev kendt for deres smørrebrød.

”Der var brug for brændevin til smørrebrødet. Og så måtte vi jo sætte os ind i, hvordan man laver brændevin”, fortæller Rigmor, der har været en del af Tholstrup siden 1973.

Besøger man Nyhavns Færgekro i dag, kan man smage alle 28 forskellige krydderbrændevine fra Rigmors sortiment.

Rigmor startede som værtinde og restaurantchef på Bøf & Ost i 1973 ved siden af sine sociologi-studier. I dag har hun for længst haft 40 års jubilæum og er både en stor del af virksomhedens hverdag og historie.

Her kan du smage Rigmors julebrændevin:

Peder Oxe
Zeleste
Cap Horn
Nyhavns Færgekro
Kompasset

Læs mere om Tholstrups her.

Vibeke Nielsen