Nordens bedste sildemester 2019 er kåret  

NORDISK MESTERSKAB I SILD blev afholdt i dag, lørdag den 9. februar. Dommerpanelet var i år sepcielt imponeret over kreativiteten og de mange nye fortolkninger af sildemaden. Alle opskrifterne understregede, at den populære spisefisk kan tilberedes og varieres i det uendelige.


Vinderen af Nordisk Mesterskab i sild 2019 er René Tholander med sin ”Sortsild i ny forklædning”. Dommernes kommentarer: ”Silden smager af både flid og kreativitet, som vi ikke har set magen til”.

 

René Tholander har tidligere vundet både 1. og 2. pladsen i Nordisk Mesterskab i sild. Vi kommer til at se masser til René resten af året, når han deltager i Masterchef. Til daglig er René skoleleder på Kalundborg Friskole.

På andenpladsen kom årets yngste deltager, 24-årige David Mortensen, med ”Marineret sild med gran og enebær”. Dommernes kommentarer: ”David bringer silden et helt nyt sted hen. Det er en smuk oplevelse”.

David er uddannet kok og driver sin egen kaffebar, Cupenhauge på Ryesgade på Nørrebro. Inspirationen til silden kommer fra forskellige eksperimenter hjemme i køkkenet og fermentering og syltning under sin uddannelse.

 
På tredjepladsen kom Rudy Damasco med ”Bornholmsk saltstegt sild i nye klæder”. Dommernes kommentarer: ”Den nordiske silde-tradition er holdt ved med et twist af stegt-løg-puré”.
Rudy arbejder til daglig som kok og har spist masser af sild siden barndommen. Inspirationen har han fra den Bornholmske saltstegte sild.

Vil du smage vindersilden?
Vindersilden kommer her til foråret på Nyhavns Færgekros store sildebord, der består af 12 forskellige hjemmelavede specialiteter sild.

 

Årets dommerpanel

•         Katrine Klinken – Kok, madskribent, forfatter

•         Niels Ehler – Forfatter og madentusiast

•         Christina Bennetzen – Kulturformidler og Instagrammer bag Eat Your Heart Out

•         Finn Enkebølle – Køkkenchef, Nyhavns Færgekro

I kåringen af årets bedste sild har dommerne lagt væk på det visuelle, kreativitet, smagsoplevelse og sværhedsgrad. Det er 9. år i træk, at sildeopskriftkonkurrencen afholdes som en hyldest til den elskede, nordiske spise. Alle kan deltage i konkurrencen, hvor et panel af sildeeksperter og -entusiaster bedømmer de silderetter, der er kommet i finalen.

Presse: For yderligere information om arrangementet kontakt Christina Dyg på telefon: +45 33 15 15 88. eller på e-mail  cd@tholsturp.dk.

Tholstrup